Kunstig intelligens var ikke et begreb i 1994
For 30 år siden, i 1994, afholdt IBM en konkurrence ’Vær Kreativ På din PC’ og uddelte ’IBM Leonardo da Vinci Prisen 1994’.
Jeg sendte nedenstående brev, det var den gang ikke muligt at sende brevet som en e-mail, til IBM, for at deltage i kategorien ’Essay’ med temaet ’Styresystem’.
Jeg var blandt de 5 nominerede i kategorien og vandt 10.000,-kr til køb af software.
Prisoverrækkelsen blev afholdt ved et storslået arrangement i Cirkusbygningen i København og det var blandt andet Master Fatman med band der underholdt. Det hele blev optaget på video og alle nominerede fik efterfølgende et videobånd med hele showet. Se filmen nederst på denne side.
Baggrund for essayet
Styresystem og computere:
I 1994 brugte vi typisk Dos-baserede computere, og man diskuterede hvorvidt styresystemet Windows 3.1 overhovedet ville have en plads i fremtiden, eller man var mere produktiv med det tekstbaserede styresystem DOS.
Microsoft Dos hvor man kunne installere brugerfladen Windows 3.1 blev udgivet i marts 1992.
Windows 95 blev udgivet året efter i august 1993, men havde en meget lang implementeringstid.
Touch skærme var kun med single touch: man kunne trykke på et punkt på skærmen – med en pind eller en finger.
Apples første iPhone fra 2007 havde multi-touch og først da blev multi-touch udbredt i stort omfang.
Windows 8 var det første styresystem fra Microsoft, der blev udviklet til også at kunne betjenes med multi-touch Det blev udgivet i oktober 2012.
Computerskærme var baseret på katoderørs teknologi som gjorde, at de var større i dybden end i bredden og højden. Skærmene var typisk 12” til 14” store og havde en opløsning på 600 x 400 pixels.
Selv om skærmene er blevet flade, store, med høj opløsning og er meget hurtige, er dialogen på skærmen stadig baseret på ’retvinklede musefælder’ og brugerstyret konversation.
Internettet:
Internettet var i 1994 så småt begyndt at blive kendt af nørder, men de fleste mente, at det aldrig ville blive populært for ‘almindelige mennesker’– blandt andet fordi man anvendte såkaldte telefonmodems, med meget dyre telefonregninger til følge.
Brug af e-mail var kun noget de færreste havde hørt om.
Kunstig intelligens:
Kunstig intelligens var ikke et begreb i 1994.
Det var dengang meget urealistisk at forestille sig den virkelighed som personen i essayet oplever, hvor skærmen forstår hans tanker og realiserer dem, før han selv ville kunne føre dem ud i livet. Her 30 år efter er der så småt ved at komme chat robotter med kunstig intelligens der responderer på input, men de handler endnu ikke på eget initiativ. De enkelte chat robotter interagerer heller ikke endnu med hinanden, så de, som personen i essayet oplever, kommer med ideer og produktforslag, inklusive markedsundersøgelser, produktionsaftaler og reklamer på tværs af mange kommercielle fagområder.
Men det kommer nok snart.
Ikke alle mine forestillinger fra 1994 er endnu blevet realiserede – selv om vores dagligdag har ændret sig markant, kommer der endnu større ændringer i fremtiden. Jeg glæder mig.
Følgende er det originale brev til IBM i 1994 – udskrevet på en 9-nåls matrix printer og sendt i en konvolut med frimærker på.
God læse lyst
Malte Vedel Kobborg, 2023.
.
IBM Danmark A/S
Nymøllevej 91
2800 Lyngby
Mrk.: IBM Leonardo da Vinci Prisen 1994 / Essay
Jeg lever i en tid hvor underholdningsværdien er afgørende for produktivitet og effektivitet. Værktøjet er vigtigere end resultatet. Mediet er vigtigere end budskabet.
Så glem alt om styresystemet og den bagvedliggende hardware, det er helt uinteressant. Jeg ved hvad jeg vil have.
Jeg vil have brugerflade.
Giv mig en skærm. Ikke en af de der 14-15-17-21 tommer kombinerede glas-og plastikkasser med lys i.
Jeg vil have én på størrelse med mit skrivebord – 1,5 gange 3 meter. Mindre kan ikke gøre det.
Giv mig en skærm der kender mig og forstår mine egne behov, kender mine lyster og ved hvad der motiverer mig.
Bedre end jeg selv gør det.
Når jeg tænder skærmen bliver den indbydende lækker.
Frem på skærmen toner min gamle regnemaskine, dagens post, en tegneserie jeg ikke fik læst færdig i går, en nyhedsudsendelse, og nede i det ene hjørne de små kruseduller jeg sad og tegnede mens jeg talte med et kedeligt menneske.
Overfladen er blød, varm og levende. Mine hænder glider hen over skærmen og griber dagens post fra min postbakke og flytter den ind foran mig.
Et brev fra Hong Kong og deraf følgende bogføring af 32 bilag. For arbejdsglædens skyld slår jeg automatisk bogføring fra.
Jeg går straks i gang.
Trækker mit bogføringsprogram frem og henover dagens post.
Dagens første store spørgsmål: Skal jeg bogføre i Pinball-mode, Jump N’ Shoot, eller måske på den gamle kabale-metode.
Jeg vælger Pinball-mode i håbet om at komme op over sidste uges high-score og dermed komme ind på førstepladsen igen.
Jeg fyrer det første bilag afsted. Det flyver ind på banen, rammer første bande, ryger igennem momsen. Jeg trykker på den højre flipper og sender bilaget lige forbi fejlkontoen og op i den rigtige debitor. Ikke værst. Bonuspoint og mulighed for multibilag.
Efter 10 minutter og en hård kamp er alle bilag bogført.
Desværre blev det kun til en fjerdeplads i dag. Alligevel var det points nok til en Free Coca-Cola på den nærmeste McDonald. Bedre end ingenting.
Efter det udmattende spil vil jeg følge med i nyhedsudsendelsen mens jeg gennemgår resten af posten.
Nyhedsoplæseren skifter jeg ud med naboens datter og vælger kun at høre de nyheder der interesserer mig. Tekniske specifikationer og detaljer i en ny type softicemaskine der snart kommer til byen.
Ét brev kræver et svar.
Jeg er den gammeldags type der foretrækker et tastatur frem for en diktafon. Et dikteret lyd- eller videobrev med mig som speaker virker ligegyldigt og upersonligt; folk vil selv vælge hvem de får brev fra.
Jeg trækker mit tastatur frem fra skærmen og lader fingrene køre hen over de bløde knapper. Jeg flytter lidt rundt på tasterne, indtil tastaturet passer til mit humør. Alle tal og specialtaster flytter jeg over under nyhedsudsendelsen. Tilbage har jeg kun alfabetet. Jeg spreder tasterne ud over skærmen så de passer til min finger, og begynder at skrive.
Jeg skruer ned for speakeren i mit tekstbehandlingsprogram, så jeg bedre kan høre naboens datter fortælle om sammensætningen af tilsætningsstoffer i den medfølgende softicemix, der giver hver eneste bid en fast overflade og en cremet konsistens.
Da jeg er færdig med brevet sidder jeg for sjov og lytter til det i forskellige sprog. Jeg får naboens datter til at afbryde hemmeligheden bag den sprøde vaffel, for at lade præsidenten for amerikas forenede stater oplæse mit nyskrevne brev. Det lyder næsten for alvorligt og inden præsidenten er færdig med oplæsningen har jeg skiftet om til Anders And. Min yndlingsoplæser.
Tilbage til den malende beskrivelse af vaffelbagningen.
Distræt sidder jeg og trækker datteren i ørerne og næsen. Da hun til sidst ligner en blanding af Pinnochio og en af de syv små dværge, bliver jeg træt af softicemaskinen og slukker for nyhederne.
Jeg sender brevet afsted som almindelig tekst, så kan modtageren selv vælge om han vil læse det på hollandsk eller russisk, oplæst af Lenin.
Jeg tager blikket op fra den indbydende skærm og kigger på mine vinduer.
Synkroniserede vinduer.
Udenfor går der et par køer og græsser helt ned til den lille skovsø hvor ænderne snadrer i noget andemad. Jeg glæder mig over at myggeplagen er et historisk problem der ikke berører min naturoplevelse.
Vinduerne får mig til at tænke på min tid som sælger:
Vi stod i en bunker fra første verdenskrig. Udenfor var der skyttegrave med ubarberede rastløse soldater i mudder til knæene. Indenfor fik vi sælgere gennemgået strategien for det nye salgsfremstød. Tid, rum og virkelighed overgik endnu en gang fantasien. Salgschefens afsluttende dundertale blev forstærket af officerernes fløjter. Soldaterne sprang op af skyttegravene og salgschefen blev overdøvet af slagmarkens skud og råb, men ingen var i tvivl om hvad han mente.
Inden jeg skal videre med dagens arbejde skifter jeg vinduerne om til en verdensomsejling under havet. Der bliver mørkere i rummet, skovsøen forsvinder og udenfor kommer der fisk og planter i spændende former og farver. Jeg arbejder bedst i inspirerende og behagelige omgivelser.
Gennemgangen af dagens post er færdig og jeg fortsætter mit arbejde: Godkendelse af forslag til nye opfindelser.
Min dejlige skærm kommer med forslag til sammensætning af eksisterende standardkomponenter, så der dukker nye spændende kommercielle produkter frem.
Jeg vælger at kigge nærmere på mekaniske sammensætninger med børn og barnlige sjæle som målgruppe.
Der kommer 7 produktforslag hvor markedsanalysen har vist en mulighed for et acceptabelt salg og en produktlevetid på over 1 uge.
Hvis det ikke var på grund af markedsanalysen ville jeg ikke have troet at nogen ville være interesseret i en flyvende og fuldautomatisk fluesmækker, der ihærdigt forfølger fluen til sidste vingeslag.
Jeg vælger at markedsføre straks og starte produktionen med det samme. Så kan varen bestilles i alle de små hjem allerede i aften.
For sjovs skyld tjekker jeg hvor i verden den fuldautomatiske fluesmækker bliver samlet. Min skærm har åbenbart fundet frem til en lille komponentsamlefabrik i Mexico med ledig kapacitet og et komponentvarelager med de nødvendige stumper.
Jeg kigger på forslaget til reklamefilmen og ser at den er bygget op omkring en klassiker med Anders And. Den hvor en lille arrig og stikkelysten bi lægger an til styrtdyk mod Anders And’s halefjer. Lige inden bien rammer, kommer den nyudviklede fluesmækker og gør en ende på biens liv og andens kvaler.
Hvor er det dog dejligt med en skærm der kender mig, forstår mine tanker og realiserer dem, før jeg selv ville kunne føre dem ud i livet.
Efter således at have overstået dagens hårde arbejde vil jeg, på trods af min skærms ulmende jalousi, prøve at gå lidt ud på nettet for at møde en spændende brugerflade. Jeg hacker mig igennem forskellige systemer. Gamle forældede tegnbaserede og såkaldte grafiske brugerflader, med deres retvinklede musefælder. En gang imellem støder jeg på et menneske; en systemoperatør der ønsker en dialog eller en autorisation.
Jeg springer let og elegant uden om den slags anmassende forsøg på at begrænse min søgen; jagten på en intelligent og sexet brugerflade. Ind imellem støder jeg på en der er interessant i form af sin viden, men den bliver hurtig kedelig på grund af sin flade dialogorienterede kommunikationsform. Og finder jeg endelig én der ser en smule godt ud, opdager jeg snart at den er dum som et regneark. Jeg får hvad jeg forventer. Forudsigelighed er kedelig.
Efter endnu en resultatløs søgen, vender jeg tilbage til min egen elskede skærm. Jeg lader hænderne glide let og kærtegnende hen over den varme brugerflade. Min gode gamle skærm er alligevel den bedste i verden.
Klokken er blevet mange. Jeg slukker skærmen.
Den før så bløde, imødekommende, men også rodede brugerflade, bliver ryddet og tilbage er kun et blankt, koldt skrivebord.
Vinduerne skifter til transparent, så jeg kan se lige igennem dem og lige ud i fritidens virkelighed.
I aften når jeg sidder derhjemme og handler ind, køber jeg måske en fluesmækker og i morgen kan det være jeg kommer på highscore-listen.
Med venlig hilsen
Malte
Vedel Kobborg