Skulptur på Lindø: ’I Går – I Dag – I Morgen’
Bronze og stål.
Vejer ca. 3 tons og er ca. 3 meter høj
Udført af: Malte Vedel Kobborg
Skulpturen er en gave fra Arbejderkassen og Funktionærkassen på Odense Staalskibsværft til Lindø Port of Odense.
Man ønskede at markere en milepæl i Lindø’s historie og hædre de mange, der har skabt det fundament, der bygges videre på i dag og i fremtiden.
Med udgangspunkt i Odense Staalskibsværft’s logo med de tre svaner, har Malte Vedel Kobborg videreført symbolikken over i skulpturen ’I Går – I Dag – I Morgen’. De tre skikkelser symboliserer udviklingen, der går i en positiv og opadgående retning. ’Det første man bliver mødt med, når man træder ind gennem porten er, at alt på Lindø er stort.
Ofte har jeg mærket stoltheden og set lyset i øjnene på alle, lige fra kontorfolk til svejsere, når de har fortalt om værftets ekstreme dimensioner og hvordan alt kan forklares med og måles i højde, længde og vægt. Essensen af alle størrelserne er de byggesten, hvormed der er bygget skibe: Byggestenene er de stålplader, der som et puslespil er skåret til og svejset, malet og bygget videre på, og som kan spores fra det færdige skib tilbage til de enkelte arbejdsprocesser og endda helt til stålvalseværket. Derfor har jeg valgt at bruge en af stålskibsværftets tykkeste stålplader, der som en skibsside med spanter danner grundlag for skulpturen. Skulpturen og de tre skikkelser har jeg valgt at kalde ’I Går – I Dag – I Morgen’.Figuren ’I Går’, med begge ben plantet solidt på en skibsside, symboliserer fortidens stabilitet og er fundamentet, der støtter og holder godt fast i ’I Dag’. Den centrale figur ’i Dag ’, med kun det ene ben på jorden, og det andet ben på vej op, støtter sig til ’I går’ samtidigt med, at den tilfører kraft og energi til ’I Morgen’. Figuren ’I Morgen’, med hele kroppen flyvende i luften, kan kun flyve, fordi den støtter sig til og får energi fra ’I Dag’. Både ’I Går’ og ’I Dag’ understøtter, at ’I Morgen’ vil kunne flyve og inspirere. Fortiden kan vi tolke, prøve at forstå og bruge som afsæt, men nutiden er det eneste tidspunkt, hvor vi kan ændre og påvirke ikke blot nuet, men også forme og planlægge fremtiden. Kun drømmene sætter grænser for fremtiden.
Malte Vedel Kobborg, september 2016’
Malte Vedel Kobborg er født i 1959 i Freltofte, opvokset i Nørre Lyndelse og bor i Otterup. ’Jeg laver figurer i bronze på granit for at prøve, med symbolik, dramatik og kontraster, at forstå mig selv, min opvækst og mine relationer til andre mennesker – Malte Vedel Kobborg’. Figurerne i bronze er støbt på Skulpturstøberiet i Svendborg.
Skibssiden i stål er fremstillet efter stolte værftstraditioner af smeden Lars Lund’s Smedeservice på Lindø.