Rasmus og den magiske alfabet-nat
Da juleaften var overstået, lå Rasmus i sin dejlige seng og tænkte på, hvilken dejlig dag det havde været.
Lige fra han vågnede om morgenen, havde ventetiden været lang.
Dagen var gået med at lege.
Om aftenen skulle alle være færdige med at spise, før man måtte rejse sig fra bordet. Heldigvis var mandelgaven en lille mekanisk nisse. Så gik tiden lidt hurtigere.
Inden gaverne, skulle de danse rundt om juletræet og synge mindst fire sange.
Endelig kunne de få gaverne.
Rasmus fik alle de ting, han ønskede sig og nogle bløde pakker.
Der var så mange gaver, at han ikke nåede at lege med det hele, inden det var sengetid.
Mor havde givet ham et godnatkys og puttet ham i seng.
Juleaften var slut, huset var helt stille og Rasmus lå i sin varme seng og tænkte på de dejlige gaver, han skulle lege med i morgen.
Rasmus var lige ved at falde i søvn, da han kom i tanke om, at han ikke havde læst dagens lille kalenderhistorie.
Hver dag i hele december måned, havde han læst et kapitel i en julehistorie. Men i dag havde han glædet sig så meget til juleaften, at han helt havde glemt at læse.
Rasmus tændte lampen og sprang ud af sengen og greb bogen.
Han åbnede bogen for at læse kapitel 24.
Men da han åbnede bogen, var den tom.
Alle siderne var blanke.
Der var ingen bogstaver i bogen.
Dagen før havde bogen været fuld af bogstaver.
Rasmus havde jo læst alle de andre kapitler, men nu var bogen tom.
Det var meget mystisk.
Han tog en anden bog i reolen og åbnede den.
Den var også tom. Der var ingen bogstaver i bogen.
Han kiggede i de andre bøger.
De var også tomme.
Der var ingen bogstaver i bøgerne.
Rasmus sad og tænkte over, hvor mærkeligt det var, da han hørte en lyd.
Det var en lyd, han aldrig havde hørt før.
Det lød som små bitte fodtrin, – mindre end en lille mus.
Rasmus sad helt stille og kiggede forsigtigt med det ene øje.
Han så en lille skygge ud af øjenkrogen. Han sprang op, greb en lille kop og satte den hen over den lille skygge.
Nu var den fanget, men hvad kunne det være.
Rasmus løftede forsigtigt koppen og kiggede ind under den.
Under koppen var der kun et bogstav.
Det var bogstavet A.
Det var mystisk.
Alle bøgerne var tomme.
Alle bogstaverne var væk.
Og nu havde han fanget et A under en kop.
Rasmus tog fat i bogstavet og løftede det op for at kigge nærmere på det.
Nærmest for sig selv sagde Rasmus: ”Hvad er du for et lille bogstav?”
Til sin store overraskelse svarede bogstavet med en lille pibestemme: ” Jeg er store A, og sæt mig lige ned”.
Rasmus blev så overrasket at han gav slip på bogstavet og trak hånden til sig.
Aldrig havde han oplevet sådan noget før.
Et bogstav der kunne tale.
Da Rasmus var kommet sig over overraskelsen, måtte han vide hvad det hele var for noget.
Hvorfor var alle bogstaverne væk og hvad var A for en lille fyr?
Det viste sig, at A var et rart lille bogstav, og det ville gerne fortælle Rasmus, hvad der foregik.
Store A fortalte, at hvert år på natten efter juleaften, samledes alle bogstaverne for at feste og danse om juletræ. Det havde Rasmus aldrig hørt om før.
De gjorde det altid først, når alle i hele huset sov.
Da bogstavet havde fortalt det, begyndte det at græde. Tårerne sprang ud af det. Det snøftede og græd.
Rasmus tænkte, at det nok var fordi, han var den første i hele verden, der nogensinde havde opdaget, at bogstaverne mødtes juleaftens nat, og han lovede at beholde det som en hemmelighed og aldrig sige det til nogen.
Men det var slet ikke derfor bogstavet græd.
Store A fortalte, at bogstaverne altid var glade, når de kom ud af bøgerne for at mødes og holde fest.
Men ikke denne gang.
I nat var det helt galt fat.
Bogstavet tog Rasmus med ind i stuen til juletræet. Rasmus blev meget overrasket over det, han så.
Der var helt fyldt med bogstaver over det hele.
Men de dansede ikke rundt om juletræet.
Bogstaverne stod i grupper og diskuterede et eller andet.
Det var måske mærkeligt, men det var endnu mere mærkeligt, at alle bogstaverne stod hver for sig.
De stod i 28 grupper og råbte grimme ord efter hinanden.
”Jamen, det er fordi, der er kommet nogle nye bogstaver”, sagde store A ” – Og ingen af de gamle bogstaver vil være sammen med dem”
”Nå…”, sagde Rasmus ”Det lyder ikke godt”
”Nej, og det er faktisk endnu værre”, sagde store A og var igen lige ved at græde ”Fra nu af vil de faktisk kun være sammen med bogstaver af deres egen slags”
”De vil ikke tilbage til deres plads i bøgerne.
De vil blive sammen hver for sig, – alle A-erne vil samles i ’Den Store Eventyrbog’, og alle de andre bogstaver vil være i hver deres kogebog.
Men det værste er, at ’Den Store Eventyrbog’ fremover vil komme til at hedde: ’Aaa Aaaaa Aaaaaaaaaa’. ”Det er en katastrofe”, sagde store A.
”Vil de ikke tilbage til deres plads i bøgerne?”, sagde Rasmus helt forskrækket ”Så kan man jo ikke læse bøger mere”.
Rasmus tænkte sig lidt om.
Hvis bogstaverne ikke ville være sammen med de andre bogstaver, ville det hele blive noget rod.
Man ville ikke kunne læse en bog mere.
Der måtte gøres noget.
”Hvordan kan vi få bogstaverne glade igen?”, spurgte Rasmus. ”Hvorfor er de så sure på hinanden?”
”Jeg ved det ikke”, sagde store A. ” Det hele begyndte med de nye bogstaver. De gamle bogstaver kunne ikke blive enige om, hvad de nye var for nogen.
Nogle bogstaver mente, de hørte til i det græske alfabet og nogle syntes, de så lidt kinesiske ud.
Der var i hvert fald ingen, der ville være i familie med de fremmede.
Til sidst kom alle op at slås mod hinanden, og så delte de sig i 28 hold.
Alle bogstaver hver for sig.
Bogstaverne råbte grimme ting ad hinanden og kastede små ting efter de andre bogstav-grupper.
”Jamen”, sagde Rasmus. ”Hvor er de fremmede bogstaver henne?”
”De har gemt sig ovre under sofaen”, sagde store A.
Rasmus gik hen til sofaen og kiggede ind under den.
Der var en masse små krøllede bogstaver derinde. De rystede alle af skræk, da Rasmus tog dem ud.
Åh nej, – Rasmus kunne godt genkende bogstaverne.
Han havde set dem alle før.
Det var dem fra hans skoletaske.
Det var dem, han selv havde skrevet i sit skrivehæfte.
Det var Rasmus’s bogstaver, de andre bogstaver ikke kunne lide.
Det var hans bogstaver, der var årsagen til deres store diskussion.
Sommetider kunne Rasmus nemlig godt sjuske lidt, når han skrev bogstaver.
Det hele var begyndt, fordi Rasmus ikke var så omhyggelig, når han skrev bogstaver.
”Stop, stop, stop”, sagde Rasmus til alle bogstaverne. ” Stop med at være sure på hinanden.
Det er min skyld det hele”.
Bogstaverne I ikke kan lide, er mine bogstaver.
Det er fordi, jeg ikke gør mig umage nok, når jeg skriver, at I ikke kan se, hvad det er for bogstaver”.
Alle bogstaverne stoppede med at råbe ad hinanden og kiggede op på Rasmus.
”Bogstaverne er gode nok”, sagde Rasmus. ”De skal bare lige rettes lidt til”.
”I morgen vil jeg gennemgå alle mine skrivehæfter og gøre mig umage med at skrive bogstaverne så pæne, at I vil kunne lide dem.
Fremover vil jeg også gøre mig mere umage med at skrive dem pænt, men så skal I også alle sammen blive gode venner igen.
Og når I er færdige med at feste, skal I gå tilbage til de bøger, I kom fra.
– Ellers smider jeg alle mine bøger i skraldespanden”.
Det var noget, alle bogstaverne kunne forstå.
Rasmus havde lovet at skrive pænere, og hvis de ikke holdt op med at skændes, blev de smidt ud!
Pludselig var al deres uenighed glemt.
Alle bogstaverne begyndte at danse, synge og feste med hinanden.
Store A hoppede af glæde og takkede Rasmus mange gange.
Rasmus havde reddet deres fest og reddet alle bøgerne.
”Det kan være, vi ses om et år, når det atter bliver natten efter juleaften”, sagde store A. ”For vi samles jo kun en gang om året”.
Men om en uge mødes alle tallene.
Natten efter nytårsaften er tallenes nat.
De mødes for at afgøre, hvad det største tal i hele verden er”
Rasmus lyttede med store ører, for det havde han aldrig hørt om før.
Men store ’A’ fortsatte: ”Tallene stiller op på en lang række for at afgøre, hvor stort et tal de alle bliver tilsammen”.
Det ender altid med, at de regner hele natten.
For hver gang de har regnet resultatet ud, skal det jo også lægges til.
Og så begynder de forfra igen. Men det er en helt anden historie”
Bogstaverne skulle feste og synge og danse hele natten.
Store A fortalte mange spændende historier, men det var langt over Rasmus’s sengetid.
Rasmus sagde farvel til alle bogstaverne og skyndte sig tilbage i sin seng.
Han faldt i søvn næsten med det samme.
I morgen ville han rette alle de sjuskede bogstaver i sit skrivehæfte.
Og først bagefter ville han lege med sine julegaver.
